Livet forandrer sig, når man får barn.

Min livsstil har jeg ændret ret meget takket være Hannah. Jeg har ikke så meget råd til at udsætte ting længere, for jeg skal regne med, at pludselig kan Hannah blive syg, og én af os, enten Jens eller jeg, skal blive hjemme og passe hende. Det er næsten umuligt at arbejde hjemme, mens jeg passer hende. Og det fleste tilfælde er det mig, der skal blive hjemme, fordi jeg ikke arbejder fuldtid indtil nu. Så hvis der er én eller anden stilling, jeg skal søge, så skal jeg gøre det nu eller snarest som muligt uden at udsætte det. Når jeg tænker på, hvor meget jeg har udsat så mange ting i mit liv, er der en kæmpe stor og positiv forandring. 

I dag har jeg søgt en anden stilling hos et ministerium. Jeg håber, at den 2. runde jobsamtale hos en offentlig styrelse går godt, og så behøver jeg ikke at tage nogen samtale bagefter. Den afdelings chef og hendes kollegaer var virkelig søde, og deres arbejde lyder rimelig spændende. 

Hannah har været lidt svær siden i går. Måske er der noget stort udviklingsforløb er i gang, og Hannah har det også svært ved det lige som, hvilket hun har oplevet i løbet af mange Wonderweeks. Hendes sproglig udvikling er næsten voldsom. Der sker noget hele tiden. Hun kan imitere mange nye lyde med flere stavelser. Hun kan også synge mange sange med temmeligt korrekte udtaler. Impornerende.

Jeg lærer meget fra hende. Jeg vidste ikke, at menneskes læringsproces er så kompleks og nuanceret. Nu har Jens og jeg fået mange udfordringer ved at få Hannah med at passe og opdrage hende, hvilket har vi aldrig haft inden, vi har fået hende. Men det er hende, som har givet mig stærkere vilje og mod mod livet og lært mig, hvordan jeg kan elske én så højt uden overhovedet vilkår. Jeg er glad hver eneste dag på grund af Hannah. Jeg har også lært, hvordan mine forældre kunne have elsket mig, mens jeg vokset op. 

Mit liv har været fyldt op med mange gode oplevelser og overraskelser, efter jeg fik Hannah. Hvor er jeg heldig!

Hannah startede i vuggestuen!

 

Hannah er nu lidt over 10 måneder og kan meget mere end før. Det føles som om, hun har været sammen med os for altid, selvom der kun er gået 10 måneder. Tiden er gået meget hurtigt. Det er meget sjovt, at det føles sådan, fordi jeg nogle gange klagede over, at tiden gik rigtigt langsomt efter fødslen. Måske var det fordi, det var ret fysisk hårdt at passe et lille barn, der ikke kunne gøre så meget selv. Jo hun kan stadig ikke så meget – hun er kun 10 måneder – men hun er ikke længere bare en baby. Hun er næsten en tumling!

Hun startede officielt i vuggestuen i går, hvis jeg ikke regner det første uofficielle besøg i mandags som den første gang. Det gik udmærket. Hun havde det sjovt og kravlede hele vejen rundt i vuggestuen. Hun så ud, som om hun godt kunne lide at lege med andre børn eller i hvert fald at være sammen med dem.

Nogle gange kunne jeg mærke, at andre børn udviste lidt aggressiv adfærd, mens pædagogerne ikke kunne mærke det på situationen. Der var, for eksempel, en dreng, der var lidt aggressiv generelt og skubbede Hannah og trådte på hendes fod. Jeg blev nødt til at sige, at han ikke måtte gøre det, og tog hende væk fra ham. Men det kan altid ske, og jeg kan ikke være der altid for at beskytte hende fra den slags situationer. Der er mange af mine venner, der selv har børn, som har fortalt mig, at jeg skal vænne mig til at se hende komme hjem med nogle skader i forskellige grader, store eller små. “Det gør ondt at se hende blive skadet, men det er den måde, man vokser op på.”, sagde de. Ja. Der er også det udtryk, at man bliver klog af skade. Hun vil også blive klog på den måde. (Men det er jo nemmere sagt end gjort!)

 

Knap seks måneder efter fødslen

Min datter, Hannah, er knap seks måneder. Det er utroligt. Det har været allerede seks måneder, siden jeg har født hende. Tiden går så hurtigt som lyn, dog der var nogle tidspunkter, at der føltes, som det gik så langsomt. Min veninde, der har to børn selv, fortalte mig, at det ville være en lang tid, der flyver. Det var bare rigtigt.

Nu kravler hun, og det udvider hendes verden helt vildt meget. Hun opdager noget nyt hver eneste gang og lærer noget ud af det. Man kan godt se, hvor meget hun er stolt af sig selv, når hun står op. Jeg syntes, at det var ikke forstående, da jeg så andre forældre, som var så glade med deres børn, fordi børnene gør noget nyt eller smiler: ‘Hvordan kan de være så glade med deres børn? Er det rigtigt, at børn gør dem så glade, at de opdater alle mulige små ting om deres børn på Facebook eller Instagram?’ Ja. Det kan jeg så godt forstå nu. Ja, jeg ved det godt, at jeg er en pinlig mor, som er stolt af min datter for ingenting. Der er nogle ting, man ikke kan forstå, inden man oplever den selv. Børn er én af de ting, jeg tror.

Jeg er taknemmelig, at jeg kunne have disse værdifulde oplevelser i mit liv på grund af Hannah. Jeg lærer at kende min mand, Jens, og mig selv endnu bedre fra oplevelserne, og det gør mig at være eller prøve at være en bedre person. Jeg glæder mig meget til vores fremtid som en familie, os tre.