Min datter, Hannah, er knap seks måneder. Det er utroligt. Det har været allerede seks måneder, siden jeg har født hende. Tiden går så hurtigt som lyn, dog der var nogle tidspunkter, at der føltes, som det gik så langsomt. Min veninde, der har to børn selv, fortalte mig, at det ville være en lang tid, der flyver. Det var bare rigtigt.

Nu kravler hun, og det udvider hendes verden helt vildt meget. Hun opdager noget nyt hver eneste gang og lærer noget ud af det. Man kan godt se, hvor meget hun er stolt af sig selv, når hun står op. Jeg syntes, at det var ikke forstående, da jeg så andre forældre, som var så glade med deres børn, fordi børnene gør noget nyt eller smiler: ‘Hvordan kan de være så glade med deres børn? Er det rigtigt, at børn gør dem så glade, at de opdater alle mulige små ting om deres børn på Facebook eller Instagram?’ Ja. Det kan jeg så godt forstå nu. Ja, jeg ved det godt, at jeg er en pinlig mor, som er stolt af min datter for ingenting. Der er nogle ting, man ikke kan forstå, inden man oplever den selv. Børn er én af de ting, jeg tror.

Jeg er taknemmelig, at jeg kunne have disse værdifulde oplevelser i mit liv på grund af Hannah. Jeg lærer at kende min mand, Jens, og mig selv endnu bedre fra oplevelserne, og det gør mig at være eller prøve at være en bedre person. Jeg glæder mig meget til vores fremtid som en familie, os tre.