Jeg har et hjørne i soveværelse med et lille skrivebord, et musikanlæg og et ret stort billedramme med mig at danse ballet i. Her arbejder jeg, når jeg arbejder hjemmefra. Med en Starbucks jazzplayliste spillet i baggrund bliver mit lille hjørne til en rigtig hyggelig café. Det fremkalder den følelse, jeg fik, da jeg læste og arbejdede i Starbucks, som den gang opfattedes meget lækkert og hvis kaffe var ret dyr. Ej, hvor er det dejligt at sidde og arbejde her og springe over en 40 minutters pendling til kontoret. Det er dejligt at se kollegaer og arbejder fysisk sammen med dem på kontoret, men det er også dejligt at få den mulighed at fordybe mig alene herhjemme i mit lille hyggelige hjørne.
아이와 한국어
2월이면 아이의 한글학교가 개강한다. 한국어를 못하는 아이를 대상으로 덴마크어로 강의를 진행하는 방울새반에 다닌지도 어느새 2년이 흘렀고 이제는 한글을 어느정도 읽을 수 있게 되어 다음반인 종달새 반으로 넘어가게 되었다. 그 소식을 들은 아이는 꽤나 당황하고 두려워서 눈물이 그렁그렁한 표정을 지었다. 다른 아이들과 총 다섯명이 함께 넘어간다고 했음에도 자기는 그렇고 싶지 않다는데, 우선 너무 어려우면 다시 돌아가면 된다고, 한 한달만 해보자고 하고 설득을 했다. 다행히도 그런 당황스러움과 두려움을 고려해 교장선생님께서 다른 선생님들과 상의 후 종달새반에 덴마크어 가능 보조교사를 배치하였다고 공지를 해주셨다.
원체 내가 한국어를 많이 사용하지 않기는 했지만, 쓸려고 해도 저항하는 시기가 제법 있었기에 아이 한국어 교육은 집안에서 꽤나 부침을 겪는 항목이었다. 내가 덴마크에 살기 위해 덴마크어에 유창해지는 것이 중요한 것이었지만, 그만한 대가는 아이의 이중언어교육 분야에서 톡톡히 치른 셈이다.
요즘은 중간중간 뜬금없이 한국말로 이야기해도 못알아듣는다고 덴마크어로 바꾸려는게 아니라 모를겠는 단어의 뜻을 물어보고, 이를 최대한 한국어로 설명해주려고 할 때 짜증을 내지 않는다. 예전보다 이해의 폭이 넓어진 것이 작용한 것도 있는 것 같고, 여러가지 한국문화컨텐츠가 덴마크에도 퍼지면서 한국어 사용으로 인해 자신의 다름이 두드러지는 것에 대해 부담감이 줄어든 것도 있는 것 같다. 데릴러 가면 아이들 앞에서 자신이 주도해서 한국어로 대화를 시도하는 것에서 그게 가장 두드러진다. 로제와 브루노마르스의 아파트 노래가 히트를 치며 아이들의 틀린 “아파트” 발음을 교정해주기도 하면서 자신의 한국인으로서의 정체성을 드러내는 것을 봐도 그렇고.
나도 한국인이지만 덴마크에서 사는 기간이 길어지며 덴마크 거주민으로서의 정체성이 뚜렷해지고 한국인으로서의 정체성이나 이를 드러내는 문화적 향유나 표현을 크게 하지않는 것을 생각해볼 때 아이가 한국인이라고 강하게 느끼기 어렵다는 것은 잘 안다. 한국에 휴가로나야 다녀온 곳이라 자세히 기억하는 것도 아니고.. 그냥 아이가 지금보다 한국어에 조금 더 관심을 갖고 나중에 자신의 뿌리를 보다 쉽게 찾을 수 있게 되길 바랄뿐이다.
Bliv ved!
Nu er den. 20. januar. Næsten en måned er gået siden nytårsdag. Alle de gode nytårsforsætter slacker, kan jeg mærke, imidlertid skal jeg blive ved med at overholde dem. Der er ikke noget ødelagt, blot fordi jeg ikke har overholdt det godt nok. Man skal opfatte nytårsforsat som en god påmindelse om gøre dem til vaner. Hvis målet var for ambitiøst, kan man altid genbesøge målet, justere det og lave en ny plan om at implementere dem igen. Det er ikke nemt at skabe en ny vane, og nu er der tale om FLERE VANER! Så er det endda sværere! Bliv ved! Lige som jeg har forandret min livsstil så meget i løbet af de sidste få år, kan jeg det, hvis jeg bliver ved. Princip for udholdenhedstræning gælder også her.
En funktionel krop
En rigtig tynd krop. Det var min drømme krop, da jeg var ung. Min mor sagde, at det hverken er pæn eller sund, men jeg synes ikke, at det passede. Nu er jeg dog helt enig med hende. Jeg synes, det er vigtigt at have en funktionel krop, det vil sige, at kroppen kan give os et sundt liv samt yde det funktioner, som vi gerne vil opnå med vores krop.
Efter jeg er kommet over 40 år plus en fødsel, kunne jeg mærke tydeligt, at alle de små skævheder i kroppen vil udløse smerter ved heftige eller intense brug. Det er på en måde dårligt, fordi det gør ondt, men på en anden måde er det godt, for jeg kan få øje på de skævheder og undersøge, hvor jeg skal arbejde på for at rette op med dem.
Jeg har haft en skæv ryg i lang tid. Dog var det ikke sådant så dårligt. Måske har det hjulpet meget at danse ballet, for det kræver, at vi forlænge vores ryg, som retter ryggen op. Men min skæv ryg er begyndt at udtrykke sig gennem smerter, siden jeg begyndte at intensivere min klatretræning. Sikring af makker kræver at jeg kigger op på loftet i ca. fem minutter, og træningen kræver styrke og udholdenhed, samt maksimal kraft en gang i mellem. Det afslører alle de steder, hvor mine muskler er svækket og kompenserings mekanisme aktiveret. Det er ikke altid dårligt at få nogle belastningsrelaterede smerter i kroppen, for det indikerer, at jeg skal gribe ind med en anden måde at bruge kroppen på.
Fra nu af, allerede siden før, skal jeg bruge min krop på en god måde. Jeg er blevet meget mere opmærksom på kroppens signaler og har lært, hvordan jeg kan eksperimentere med at tilpasse mine bevægelser for at isolere mekanismer forbundet med de pågældende smerter. Men den bevidsthed har jeg lært vigtigheden af kroppens funktionalitet. Samt har jeg lært, at hvor skadeligt det er, når der skabes og udbredes sådan usunde og syge kropsidealer i samfundet.
Jo længere vi lever, jo vigtigere bliver det, at vi kan leve selvstændigt uden at få hjælp af andre ift. mobilitet. Det er direkte forbundet med livskvalitet. Jeg prøver at lære min datter at kende vigtigheden og glæden ved motion og sport og håber, at hun vil fortsætte sådan god en livstil som teenager og voksen.
Jeg bliver mere kræsen.
Det må gælde for alle, at man bliver mere kræsen med det hele over tid. Det sker i takt med, at man lærer sig selv bedre at kende ift. f.eks. hvad man kan lide, hvad man har brug for, hvad man vil komme til at bruge, mv. Måske afføder det, at man bliver konservativ med aldring. Ikke fordi man har lyst til at være konservativ. Mere fordi man er sikker på, at hvad man vil kunne lide eller blive tilfreds med.
Jeg på nogle punkter er meget selvsikker. Jeg ved, hvad jeg kan lide og ikke kan lide. Det er blevet endnu tydligere med tiden. Det kan for nogle virke, at jeg ikke vil prøve noget nyt, når de meget entusiastisk har anbefalet noget til mig, men jeg ville bare lytte og smile uden at sige, at jeg også ville prøve. Har jeg super meget tid og andre ressourcer, ville jeg nok prøve. Men når tiden og andre ressourcer er knappe, vil jeg hellere gøre noget, jeg selv har lyst til. Jeg har lyst til at høre om deres gode erfaringer og oplevelser, men lad mig selv bestemme over, om jeg også ville prøve det.
For venskab gælder det også, at jeg bliver mere kræsen. Lærer man nye venner eller bekendte at kende, tager det tid til at finde ud af, om den oprindelige kemi vil fortsætte eller aftage. Med tidens løb afsløres nogle gange, at det ikke fungerer. Jeg kan f.eks. ikke lide, når samtalens emner hele tiden vender tilbage til om andre mennesker, selvom jeg prøver at dreje det til noget andet. “Hvordan har XX det? Jeg hørte, at YY er, gør det eller har det sådan sådan.” Jeg kan heller ikke lide, når personen spørger hele tiden ind om noget, som personen selv kan tjekke på nettet, eller om noget som jeg laver og gør, som om personen også ville prøve det, hvis det er godt. “Har du prøvet det? Hvordan er det? Vil du anbefaler det til mig? Hvad skal man gøre med det eller det? Vil det gælde også for mig?” Det uendelige nysgerrighed for at berige sit liv i bekostning af min tid og energi gør mig utroligt træt. Jeg vil gerne have lidt mere afslappede relationer, hvor vi kan snakke om tingene eller vores liv uden at have en dårlig smag i munden efterfølgende.
Hvad gør man, når kemien ikke er der længere, eller når forholdet skader mere end det gavner, mens den pågældende person ligger midt i min venskabskreds? Det har jeg stadig ikke fundet frem til. Jeg kom dog frem til, at jeg kan blive passiv-aggressiv i ageren over for dem, jeg har besluttet mig at holde afstand fra. Denne side af mig bryder jeg mig ikke om. Jeg blev nødt til at bestemme mig, om jeg skal tage en snak med personen og fortæller, hvad der ikke fungere imellem os, eller om jeg blot skal undgå at være sammen med personen i forskellige sammenhæng. Det lyder dog allerede passiv-aggressiv. Jeg ved det ikke…
Aldring
Med alderen fik jeg flere rynker og grå hård. Huden har mistet en naturlig glow, og man kan se, at jeg er halvgammel. Det at acceptere en naturlig aldringsproces er noget, jeg har tænkt mig at gå efter i lang tid, og det vil jeg. Men det er ikke så sjovt at se flere og flere grå hård på spejlet dag efter dag. Skulle jeg finde en lille smule humor i dette, har jeg fået alderssyn, som gør det svært at se tegn på aldring i spejlet. Ironisk nok er det naturens gave.
En rigtig fed klatresession
I dag klatrede jeg med Hannah, min gode makker. Vi klatrede to ruter på slab-væggen, to på overhang-væggen og flere på bouldervæggen. Det van en rigtig stærk session med nogle fede oplevelser. Flere forsøg med lidt tvist hver gang førte mig til at sende et par projekter. Hvor er det sejt. Jeg er også meget glad for, at Hannah også klatrede stærk, samt at hendes sikring er blevet meget sikker, hvilket er rigt vigtigt ved lead-klatring. Det er bare mega dejligt, at vi deler en fælles passion.
Bøger fra Korea
I dag fik jeg leveret bøger fra Korea, som jeg har bestilt til nytår. En gang i mellem bestiller jeg bøger hos Kyobo boghandel i Korea. Som jeg har forstået har boghandlen en sær aftale med FedEx, som gør leveringen utrolig billigt ift. dens hurtige levering og pakkens vægt, som er ret tung. (Det handler om relativiteten, ikke? Det er ikke bare billigt, men billigt ift. ydelsen.) Jeg glæder mig rigtig meget til at læse dem i de kommende måneder.
Kamp mod frygt
Når man klatrer op ad en høj klatrevæg, mens man skal sikre sig undervejs ved at klippe sit reb ind i karabinhager, kommer man en gang i mellem til at tænke på det værst mulige scenarie om fald. Hvad nu hvis jeg bliver flippet rundt og rammer hovedet eller kroppen i væggen eller grebet? Hvad hvis faldet er så voldsomt og hårdt med en pendulbevægelse, at jeg får min ankel eller fod forstuvet?
Præstation ved leadklatring bliver utrolig meget påvirket af mentalitet, hvordan man håndterer frygten, som løbende trænger igennem huden. Frygten opstår typisk lige der, hvor jeg står over for det sidste klip, eller jeg skal lige klippe. Mine håndoverflader bliver våde. De sveder. Åh, nej. Nej. Nej……
Efter de kommentarer, jeg har fået fra mange andre gode klatrere, har jeg prøvet at trække vejret dybere og sige til mig selv, “Det er okay. Min makker har mig. Jeg har øvet mig med at falde. Jeg har det! Jeg kan klare det!”
Der er ikke sket noget særligt hårdt på nær små skader i ankelen i starten af min leadklatreerfaring. Den gang var min makker markant tungere end mig, og han tog mig vist nok hårdt en del gange. Men jeg klatrer nu med andre makkere, som enten er gode til sikring eller ligger i samme vægtklasse, hvilket har løst problemet. Så reelt set behøver jeg ikke at være så bange og skal bare kaste mig ud i klatring, som mine trænere gentagne gange sagde, “I skal klatre til, I falder!”
Bangebuks er jeg stadig. Av, av, av. Efterhånden er jeg alligevel blevet bedre til at håndtere frygten. Det er blot en konstant kamp mod frygten. Frygten er der nok for at beskytte mig. Men den skal ikke tage over. Jeg har det. Det skal jeg bare huske på væggen.
Et kort skriv
I 2025 som mit nytårsforsæt har jeg besluttet mig at skrive hver dag et kort skriv på dansk. Hvad det skal være, har jeg ikke besluttet mig om endnu. Formålet er at få min skriveglæde tilbage, som lige nu er meget aftaget – nærmest forsvundet, samt at få min mentale barrier til at skrive på dansk ned. Her vil jeg gerne prøve at skrive varierende tekster end faglige tekster, som jeg er vant til. Forskellige sætningskonstruktioner vil jeg også gerne prøve dertil. For fokusset ligger i skriveglæden, vil jeg ikke tænke så meget på at skrive 100 pct. grammatisk korrekt. I stedet vil jeg prioritere at skrive et eller andet stykke skriv – i det mindste én sætning – om dagen.
Life in Denmark 