Jens er dejlig. Jeg beundrer ham, for den han er. Han er moden, men barnlig, klog, men skør, logisk, men varmhjertet. Han er fuld af ironi. Jeg elsker ham. Det er næsten fire og et halvt år, siden jeg mødte ham for første gang i Magasin du Nord på Kongens Nytorv. Det var da en lille smule mærkeligt at give et fremmed menneske et kram, selv om vi havde kommunikeret flere gange på beskeder. Han var anderledes. Som en date havde jeg aldrig mødt én, som lignede ham. Det var overhovedet ikke svært at snakke med ham, og det var en hel ny oplevelse, fordi det næsten altid har været ret akavet for mig, når jeg skulle møde nogen for først gang. Vi blev kærster, kun efter vi mødtes tre gange.

Nu er vi gift og har et barn, Hannah, vores guldklump. Det er gået meget stærkt. På et tidspunkt, inden jeg mødte ham, havde jeg opgivet at møde den rigtige for mig. Nogle gange tænker jeg stadig, hvordan jeg kunne møde ham og være her i Danmark og skabe vores egen lille familie. Jeg skal ikke glemme, at de små ting i vores liv, vi oplever og bygger sammen, er de vigtigste. Livets glæder er ikke nogle store ting. De ligger i de små ting, f.eks. at drikke en kop kaffe sammen i weekenden, at sidde sammen og læse noget eller se en film og at lege med vores datter, smile og grine sammen.

Det er bare dejligt at tænke på ham. Hvor er du dejlig, Jens!