Det må gælde for alle, at man bliver mere kræsen med det hele over tid. Det sker i takt med, at man lærer sig selv bedre at kende ift. f.eks. hvad man kan lide, hvad man har brug for, hvad man vil komme til at bruge, mv. Måske afføder det, at man bliver konservativ med aldring. Ikke fordi man har lyst til at være konservativ. Mere fordi man er sikker på, at hvad man vil kunne lide eller blive tilfreds med.

Jeg på nogle punkter er meget selvsikker. Jeg ved, hvad jeg kan lide og ikke kan lide. Det er blevet endnu tydligere med tiden. Det kan for nogle virke, at jeg ikke vil prøve noget nyt, når de meget entusiastisk har anbefalet noget til mig, men jeg ville bare lytte og smile uden at sige, at jeg også ville prøve. Har jeg super meget tid og andre ressourcer, ville jeg nok prøve. Men når tiden og andre ressourcer er knappe, vil jeg hellere gøre noget, jeg selv har lyst til. Jeg har lyst til at høre om deres gode erfaringer og oplevelser, men lad mig selv bestemme over, om jeg også ville prøve det.

For venskab gælder det også, at jeg bliver mere kræsen. Lærer man nye venner eller bekendte at kende, tager det tid til at finde ud af, om den oprindelige kemi vil fortsætte eller aftage. Med tidens løb afsløres nogle gange, at det ikke fungerer. Jeg kan f.eks. ikke lide, når samtalens emner hele tiden vender tilbage til om andre mennesker, selvom jeg prøver at dreje det til noget andet. “Hvordan har XX det? Jeg hørte, at YY er, gør det eller har det sådan sådan.” Jeg kan heller ikke lide, når personen spørger hele tiden ind om noget, som personen selv kan tjekke på nettet, eller om noget som jeg laver og gør, som om personen også ville prøve det, hvis det er godt. “Har du prøvet det? Hvordan er det? Vil du anbefaler det til mig? Hvad skal man gøre med det eller det? Vil det gælde også for mig?” Det uendelige nysgerrighed for at berige sit liv i bekostning af min tid og energi gør mig utroligt træt. Jeg vil gerne have lidt mere afslappede relationer, hvor vi kan snakke om tingene eller vores liv uden at have en dårlig smag i munden efterfølgende.

Hvad gør man, når kemien ikke er der længere, eller når forholdet skader mere end det gavner, mens den pågældende person ligger midt i min venskabskreds? Det har jeg stadig ikke fundet frem til. Jeg kom dog frem til, at jeg kan blive passiv-aggressiv i ageren over for dem, jeg har besluttet mig at holde afstand fra. Denne side af mig bryder jeg mig ikke om. Jeg blev nødt til at bestemme mig, om jeg skal tage en snak med personen og fortæller, hvad der ikke fungere imellem os, eller om jeg blot skal undgå at være sammen med personen i forskellige sammenhæng. Det lyder dog allerede passiv-aggressiv. Jeg ved det ikke…